Flere materialer

Indholdet i Undervisningsbanken udvikles hele tiden, og vi hører gerne fra dig, hvis du har ønsker eller idéer til nye materialer.

Det er vores erfaring, at mange lærere selv laver gode og spændende materialer til brug i egen undervisning. Men hvorfor ikke lade disse materialer komme i brug i hele landet? Og oveni købet få betaling for det!

Vores forfattere er typisk undervisere på Erhvervsskolerne, og hvis du har nogle gode materialer i skuffen, som kan anvendes bredt, vil gerne købe dem af dig. Der er ingen krav om, at man skal være hverken en trænet skribent, skrap til stavning eller en ørn til it. Alt det kan vi hjælpe med. Det, vi har brug for hjælp til, er det faglige indhold. Vi har nemlig hverken forstand på at klippe hår, røre mørtel eller at forklare, hvordan en dieselmotor er opbygget. Men det har underviserne jo heldigvis!

Vi aflønner vores forfattere på to måder:

  1. Vi køber nogle timer af skolen, så læreren får opgaven indregnet i sin arbejdstid, eller
  2. Vi køber materialet af læreren privat. Enten med et engangsbeløb eller på timebasis.

Uanset hvilken aflønning, der er tale om, laver vi en skriftlig kontrakt inden arbejdet går igang, så begge parter er enige om opgavens præmisser.

Kontakt os og lad os tale om mulighederne.